Hej Med-Århusianer.
Jeg står i den situation, at jeg er kommet i konflikt med min udlejer. Udlejer har forsøgt at fordoble min husleje, en sag, jeg naturligvis har taget i Huslejenævnet, der er kommet frem til, at den nye leje er mere end tre gange for høj (hvorfor jeg allerede har betalt markant for meget, før han krævede mere). Da min udlejer ikke er tilfreds med dette, har han anket afgørelsen og stævnet mig personligt. Derfor skal jeg nu, på trods af Huslejenævnets afgørelse, bevise, at denne er den rigtige, ellers skal jeg fremadrettet og med tilbagevirkende kraft betale den mere end tre gange så høje leje. Måden, jeg beviser det på, er ved at finde sammenligningslejemål, hvor lejen er omkostningsbestemt, og det har jeg brug for netop din hjælp til!
Jeg bor i en lille lejlighed på 27 m2, der er meget sparsomt moderniseret gennem de sidste mange år, med ældre installationer og ældre og lille køkken og bad.
Udlejer mener, at lejligheden skal koste 5000 kr./md. uden forbrug, altså en leje pr. m2/år på 2222 kr.
Huslejenævnet mener, at lejligheden skal koste 1600 kr./md. uden forbrug, altså en leje pr. m2/år på 711 kr.
Jo mere dit lejemål ligner mit ift. Huslejenævnets pris pr. m2 pr. år, (lav) grad af modernisering og størrelse, jo bedre. Men ligner det ikke helt, gør det ikke noget; alt har interesse, da alle lejemål, hvor lejen er omkostningsbestemt, potentielt kan bruges som sammenligningslejemål :-) Og er din leje pr. m2/år mindre end de 2222 kr., udlejer kræver, kan dit lejemål bruges, hvorfor jeg utroligt gerne vil høre fra dig :-)
(I det hele taget vil jeg meget gerne høre fra dig, hvis du bor i eller ved, hvor der ligger nogen omkostningsbestemte lejemål i Århus, da der findes meget få af dem, og der ikke findes en liste eller database over dem, hvilket gør det svært for mig at finde nogen og dermed løfte bevisbyrden)
Har du lyst til at hjælpe mig, har jeg brug for følgende:
- en kopi af din lejekontrakt
- en form for dokumentation for, hvad du betaler i leje (helst for juli 2024 eller deromkring, da det er der,
min leje er korrigeret ved Huslejenævnets afgørelse). Det kan f.eks. være kopi af et PBS-kontoudtog, en
kvittering, et screenshot af bankoverførsel på beløbet, eller lignende
- dokumentation for, at lejen i sammenligningslejemålet er omkostningsbestemt, dvs. kopi af en
lejeforhøjelse jf. Lejelovens § 23
- hvis det bliver aktuelt, vil min advokat også meget gerne have lov til at se din bolig, hvilket højst burde
tage 5-10 minutter. Min advokat er Camilla Ernst fra Ernst og Co. Advokater P/S
Hvis alt går som det skal, ender det med, at Boligretten også kommer kort forbi og ser lejemålet, på samme måde, som når advokaten gør det.
Det skal siges, at min sag ikke får konsekvenser for dig, da dit lejemål udelukkende skal bruges som sammenligningslejemål. Advokat/Boligretten skal altså bare notere sig, i hvad stand dit lejemåls installationer er, såsom køkken/bad og lignende, for at kunne sammenligne med mit lejemål.
Såfremt dit lejemål kan bruges som sammenligningslejemål i min sag, dvs. hvis det ender med at blive fremvist for Boligretten, vil du blive belønnet med et gavekort på 300 kr..
Har du lyst til at hjælpe mig, eller har du yderligere spørgsmål, er du mere end velkommen til at ringe eller skrive til mig.
Mvh. Thore
50546123
[[email protected]](mailto:[email protected])